Refleksioner fra en bidragyder til projektet Forms of Resistance & Practices of Hope (Modstandsformer og håbets praksis)
Prince Duah Agyei
Den 17. september 2025, under en frokostpause med forehopers, fandt jeg mig selv i en samtale, der har fulgt mig lige siden. Rundt om bordet talte vi om, hvordan vold fortsat præger menneskers mobilitet, ofte skjult og forklædt som muligheder. Moderne slaveri, bemærkede vi, fortsætter under dække af lovede jobs, lokket om et bedre liv eller illusionen om muligheder i udlandet. Diskussionen var tankevækkende. Migration handler aldrig kun om bevægelse, det handler også om risikoen for udnyttelse, udstødelse og usikkerhed. Og alligevel, selv når mennesker får alle fakta præsenteret, når de kender farerne, de brudte løfter, usikkerheden, ensomheden og muligheden for at blive fanget i en cyklus af udnyttelse, vælger de stadig at rejse. Denne erkendelse rejste et centralt spørgsmål for mig: hvorfor migrerer mennesker egentlig?
Det er et spørgsmål, der ikke kan besvares enkelt. At forlade sit hjem, krydse grænser og begive sig ud i det ukendte er ikke blot en økonomisk beregning. Det er en handling drevet af håb, håb om forandring, fornyelse og noget mere end det, der er tilgængeligt derhjemme. Samtidig er sådanne rejser en form for modstand mod ulevedygtige forhold, mod den kvælende byrde af systemisk ulighed og mod udelukkelsen af muligheder. Migration er altså både håb og modstand: det er dristigt i lyset af risikoen og fantasifuldt i lyset af fortvivlelsen. Denne vignette fanger i miniatureform de bredere problemstillinger i projektet Forms of Resistance & Practices of Hope, hvor mine egne videnskabelige bidrag søgte at udforske netop denne sammenhæng blandt vestafrikanske (afrikanske migranter). Ud over at gennemføre etnografiske samtaler og generere data samt bidrage til udformningen og undervisningen af kurset Intersections of Peace, Resistance and Hope (Krydsfeltet mellem fred, modstand og håb) ved Tampere Universitet, resulterede mit etårige engagement i projektet i to artikler, som begge er i forskellige stadier af bedømmelsen.
Den første artikel (skrevet i samarbejde med Angel Iglesias Ortiz), Resistance and Hope in Balance: Toward a Complementary Conceptual Framework, udsprang af erkendelsen af, at forholdet mellem modstand og håb alt for ofte er blevet underteoretiseret. Modstand bliver ofte konceptualiseret som oppositionel handling rettet mod dominans, mens håb behandles som en abstrakt, ambitiøs orientering mod fremtiden. Det, der manglede, var en undersøgelse af deres komplementaritet. Med udgangspunkt i eksempler fra Afrika, Asien og Nordamerika argumenterede vi for, at hverdagens handlinger af trods, hvad enten det er at udtømme alle juridiske muligheder mod udvisning, at samles ved grænserne for at udfordre adskillelse eller at nægte at acceptere uretfærdige afgørelser, ikke blot er overlevelsesgestus, men understøttes af håb. Omvendt bliver håbet selv kun politisk og håndgribeligt, når det udmøntes gennem sådanne daglige modstandsaktioner. På denne måde søgte artiklen at bygge bro over den begrebsmæssige kløft mellem to magtfulde, men ofte uforbundne diskurser og demonstrere, at håb og modstand sammen muliggør nye muligheder for social og politisk forandring.
Den anden artikel, Hope, Resistance, and the Migrant Condition (Håb, modstand og migranters situation), førte dette konceptuelle arbejde videre ved at basere det på etnografisk forskning med vestafrikanske migranter i Finland. Her afslørede deltagernes fortællinger de skrøbelige, men modstandsdygtige måder, hvorpå håb og modstand fletter sig sammen i hverdagen. Migranterne brugte håbet ikke kun som den oprindelige motivation for at flytte, søge uddannelse, økonomiske muligheder eller familieliv, men også som en bærende kraft, når de blev konfronteret med udstødelse, diskrimination eller bureaukratiske forhindringer. Deres modstand tog mange former: indgivelse af andragender til parlamentet, appel af retsafgørelser, inddragelse af medierne for at ændre den offentlige debat, vedholdende akademisk arbejde trods institutionelle barrierer og i nogle tilfælde strategisk passivitet som overlevelsesstrategi. Disse handlinger var sjældent spektakulære eller kollektive, men de var dybt politiske i den måde, de bevarede muligheden for alternative fremtider. I disse levede erfaringer fremstod håb og modstand ikke som separate domæner, men som gensidigt konstituerende kræfter.
Når jeg ser tilbage, ser jeg frokostsamtalen den 17. september som et symbolsk indgangspunkt til de spørgsmål, jeg forfulgte gennem hele projektet. Den mindede mig om, at selv når risiciene er tydelige og farerne ubestridelige, tør folk stadig at migrere. Denne dristighed kan ikke reduceres til naivitet eller desperation. Det er en politik af håb i handling. At migrere er således at afvise de begrænsninger, der pålægges af sted, omstændigheder eller eksklusion. Det er at modsætte sig at blive begrænset til en nutid, der anses for ulevedygtig, og at hævde, at et andet liv er muligt, selvom det er usikkert.
Denne refleksion forstærker det, jeg er kommet til at forstå gennem dette projekt: at modstand og håb er nødvendige ledsagere, både i livet for dem, der flytter, og i arbejdet for dem, der studerer dem. For mig er selve forskningen blevet en praksis med håbefuld modstand, en insisteren på at anerkende marginaliserede stemmer, på at teoretisere deres daglige kamp som meningsfuld og på at afvise udslettelsen af systemisk vold. Mine to artikler er beskedne bidrag til denne større indsats: forsøg på at teoretisere samspillet mellem modstand og håb og at dokumentere, hvordan dette samspil former migranters liv i Europa i dag.
I sidste ende var min deltagelse i projektet ikke blot en akademisk øvelse, men et rum for dyb læring. Det viste mig, at at forholde sig kritisk til modstand og håb er at forholde sig til selve betingelserne for menneskelig udholdenhed under usikkerhed. Det er at anerkende, at mens vold og eksklusion fortsætter, gør de daglige praksisser, gennem hvilke mennesker modstår og forestiller sig noget andet, det også. Og måske vigtigst af alt mindede det mig om, at vi som forskere også må legemliggøre modstand og håb, modstå fortvivlelsen inden for vores institutioner og holde fast i håbet om, at vores arbejde kan belyse, om end beskedent, veje mod en mere retfærdig fremtid. Når jeg tænker tilbage på den frokost den 17. september, indser jeg, at det spørgsmål, vi stillede dengang, stadig hænger i luften: hvorfor migrerer mennesker egentlig? Samtalerne, teksterne og de fælles refleksioner i dette projekt antyder et svar. Folk migrerer, fordi de selv i lyset af fare og skuffelse tør håbe, og ved at turde håbe, gør de modstand.